Jeg er uddannet familie- og psykoterapeut, supervisor og SE-traumeterapeut og tilbyder i min praksis terapi til både børn og voksne.

Alle mennesker oplever vanskelige stunder igennem livet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man får brug for at søge hjælp til sig selv eller sit barn.

I mit daglige arbejde møder jeg helt almindelige familier og børn, og også familier og børn med særlige udfordringer.

Stress, angst, depression og sorg, er lidelser som kan behandles og ofte kan der ligge et traume til grund for disse symptomer. Jeg kan gennem nænsom behandling hjælpe dig eller dit barn videre, så kroppen slipper fornemmelsen af alarmtilstand eller tyngde.

Samtidigt tilbyder jeg at arbejde med jeres familierelation og den dynamik der er i mellem jer.

Der er en helende kraft i en families kærlige nærvær, men af og til kan kærligheden få trange kår i et familieliv, særligt hvis en eller flere i familien er ude af balance eller står overfor problematikker, der forhindre det liv de gerne vil leve.

Jeg har et særligt fokus på de ressourcer, vi også har med os, som er tilstede som modvægt til det sårbare og vanskelige både i den individuelle og den familieterapeutiske process.